Pendlerkompensation
Folketinget kompenserer for prisstigninger efter Takst Vest
Med reformen Takst Vest, som trådte i kraft den 18. marts 2018, er det blevet nemmere at finde billigste kort eller billet til rejser med bus og tog i Jylland og på Fyn. Mange har i den forbindelse oplevet lavere priser på deres rejse, mens enkelte har oplevet en prisstigning.
Folketinget har nu bevilget en pulje penge til at kompensere pendlere, der fik prisstigninger på over 5% på pendlerkort i forbindelse med Takst Vest.
-
Trafikselskaberne i Jylland og på Fyn har ensrettet priser og billetter vest for Storebælt og gjort hele pris- og billetsystemet mere enkelt. Det betyder, at man som rejsende skal forholde sig til færre zonesystemer og rabattyper, og at priserne er blevet mere forståelige. Rejsekort er som udgangspunkt altid billigst, medmindre man rejser dagligt på samme strækning, så er et pendlerkort billigere.
Som konsekvens af takstreformen fik en lille del af pendlerne på pendlerkort prisstigninger på over 5 pct.
-
- Folketinget har afsat en pulje på 5 mio. kr. årligt, der skal kompensere pendlere, der fik over 5% stigning på deres pendlerkort i forbindelse med Takst Vest
- Udbetaling af kompensation starter fra 1. januar 2019
- Kompensation udbetales kun til de pendlere, der har fået en prisstigning på over 5% Kompensationen dækker den del, der går ud over de 5%
- For at undgå at pengene bruges på administration, er det besluttet, at kompensationen skal gennemføres så automatiseret som muligt. Det betyder, at kompensationen udelukkende udbetales til pendlere, der benytter pendlerkort på rejsekort
- Folketingets pendlerkompensation er en særskilt, statslig kompensation og dermed ikke en del af takstsystemet for den kollektive trafik
- Pendlerkompensationen løber frem til 31. december 2022, eller indtil midlerne er opbrugt
-
Pendlerkort som omfattes af kompensationen
Hos Sydtrafik er det kun 2-zoners pendlerkort som er berørt af ordningen. Kompensationen beløber sig til 7,50 kr. pr. 30 dage.
Du skal have pendlerkort på rejsekort for at få kompensation
Kompensationen udbetales kun til kunder, der har et Rejsekort pendlerkort eller et Rejsekort med pendler kombi.
Har du pendlerkort på app, skal du derfor skifte til rejsekort, hvis du vil have del i kompensationen.
Du kan få del i pendlerkompensationen fra den dag, dit pendlerkort på rejsekort eller dit rejsekort med pendlerkombi gælder fra.
-
Udbetaling af kompensation sker automatisk til din NemKonto, når beløbet er på 500 kr. eller derover. Dog vil der højst gå seks måneder mellem udbetalingerne, uanset beløbets størrelse.
Eksempel: Skal du have udbetalt 350 kr. i kompensation, får du dem udbetalt efter seks måneder.