Kontanterne kommer tilbage i bus og flextrafik
Oprettet:
Fra torsdag d. 6. maj er det igen muligt at købe en billet ved buschaufføren i alle Sydtrafiks busser og betale med kontanter for flexturen. Salget af billetter i bussen har været suspenderet siden 14. januar i år.
Det er anden gang, at Sydtrafik midlertidigt har suspenderet salget af billetter i busserne og kontantbetaling i flextrafikken. Det var også nødvendigt i starten af Covid-19 pandemien i 2020 fra marts til starten af august. I disse perioder har kunderne kun kunnet løse billet til bussen gennem digitale løsninger som Rejsekort og mobilbillet apps. I flextrafikken har man primært skulle bruge selvbetjening for at kunne betale digitalt, mens ikke-digitale kunder har kunnet betale med bla. faktura.
Sydtrafik forventer derfor, at genindførelsen af kontanterne bliver et positivt skridt i forhold til at kunne bruge bus og flextrafik. Men samtidigt understreger de, at der stadig skal tages så meget hensyn til chaufførerne som muligt:
”Som buschauffør sidder man mere fastlåst end fx en butiksmedarbejder, så det opleves som ekstremt ubehageligt, når der er passagerer, der kommer for tæt på. Derfor henstiller vi til, at alle holder god afstand til chaufføren, og at man i bussen lægger kontanterne i ’skålen’ eller på brættet,” siger Jette Lauridsen, der er chef for Kunde og Marked i Sydtrafik.
Hensynsfulde passagerer
”Gennem hele det lange Corona-forløb har vores passagerer været virkelig gode til at lytte til anbefalingerne og handle derefter. Så når vi nu tager endnu et skridt tilbage mod ’normale’ tilstande, er vi trygge ved, at passagererne forsat viser hensyn og passer på vores chauffører,” siger Jette Lauridsen.
Der gælder fortsat restriktioner på antallet af passagerer i busserne, og der er krav om brug af mundbind. Sydtrafik opfordrer også deres passagerer til at spritte hænder både før og efter en tur med bussen.
Seneste nyheder
-
Bliv kørt til stemmeboksen for fem kroner
18. maj 2022 -
Aldersgrænsen for pensionistrabat hæves
15. marts 2022 -
Sydtrafik klar med ladestandere til elbiler
03. marts 2022 -
Snart kan cyklerne komme med i bybusserne
23. februar 2022 -
Ny formand i spidsen for Sydtrafik
03. februar 2022