Prøv Esbjergs nye elbusser helt gratis
Oprettet:
På søndag d. 12. december er det første arbejdsdag for 29 splinternye elbusser, og Esbjerg Kommune opfordrer alle borgere til at give dem en varm velkomst. Derfor er der gratis kørsel med alle bybusser hele søndagen.
Esbjerg bliver på søndag den største by i Danmark, hvor hele bybusnettet er 100% elektrisk. Kommunens ambition om at være en bæredygtig EnergiMetropol underbygges i den grad med de nye el-busser.
”De nye elbusser er en gevinst for klimaet, komforten og bymiljøet i Esbjerg, og vi glæder os til at sætte dem i drift. Det skal selvfølgelig fejres med en gratis tur,” siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen. Han fortsætter: ”De giver en årlig besparelse på 2.700 tons CO2, og det er endnu en milepæl på rejsen mod, at Esbjerg Kommune er klimaneutral i 2030.”
Mens passagerne kan nyde de nye busser indefra, så kommer de nye busser også til at præge bybilledet, da de ikke støjer og udleder dieselos.
Der er også blevet bygget et nyt bæredygtigt hjem til elbusserne på Kattegatvej. Herfra kan bybusserne betjene ruterne uden for meget unødig kørsel.
Bussernes 12 batterier giver en forventet rækkevidde på 300 – 350 km, før de skal tilbage til busdepotet og lade op. Det er Tide Bus A/S, der har vundet kontrakten hos Sydtrafik på kørslen frem til år 2032, og de har brugt de sidste uger på at oplære chaufførerne til at køre de nye busser.
”Vi regner med, at vores passagerer oplever en større kørekomfort i de støjsvage busser, hvor der også er monteret informationsskærme, der viser næste stoppested, vigtige informationer samt nyhederne og vejret.” fortæller Lars Berg, der er administrerende direktør for Sydtrafik.
”Vi glæder os også til at høste en masse erfaringer med driften af elbusser over tid. Det skal bruges, når både Vejle og Koldings bybusser skifter til el i løbet af 2022.”
Få et rejsekort samme dag
Hvis den gratis prøvetur giver mod på mere kollektiv trafik, så kan man fra kl. 10.00 til 14.00 besøge Sydtrafiks kundeambassadører i ventesalen på busstationen. Der kan man ekstraordinært købe et Rejsekort, som man får med i hånden med det samme. På den måde undgår man at skulle vente 10 dage på at få et Rejsekort leveret.
Fakta:
- Den første bus triller ud på gaden allerede kl. 05.04 tidlig søndag morgen. Det er rute 13 mellem Sædding og Fanøfærgen.
- Der er gratis kørsel med alle bybusser hele søndagen
- Kørslen af de lokale skoleruter i Esbjerg overtages af DITO Bus pr 12. december. Disse ruter vil fortsat køre på diesel, da de ikke kører ret langt hver dag.
For yderligere oplysninger kontakt:
Louise Christine Rasmussen, Sydtrafik, T: 24 67 20 24, M: lcr@sydtrafik.dk
Seneste nyheder
-
Ny billetapp til hele Danmark
29. august 2023 -
Trafikselskaber giver fire bud på at styrke mobiliteten i landområderne
15. marts 2023 -
Priserne ændres i flextrafikken
15. december 2022 -
Sydtrafik regulerer billetpriserne
15. december 2022 -
Park and Ride i Vejle
24. november 2022