Justering af priser på bus og flextrafik
![]()
Søndag d. 19. januar justerer Sydtrafik sammen med de andre trafikselskaber deres priser på busbilletter, mens prisjusteringerne i flextrafik har virkning fra mandag d. 20. januar.
Hvert år fastsætter Trafikstyrelsen et takststigningsloft, der sætter en øvre grænse for, hvor meget priserne i gennemsnit må stige i den kollektive trafik. Det beregnes i starten af året på baggrund af erfaringer fra det foregående år samt forventninger til det kommende, og det sætter rammen for én årlig samlet prisjustering i hele sektoren.
Takstloftet er i 2025 på 3,6%, men i Sydtrafik har man valgt ikke at udnytte hele den mulige stigning. Den samlede gennemsnitlige stigning bliver derfor kun på 2% på tværs af de forskellige billetprodukter i busserne, mens Flextur stiger med gennemsnitligt 3%.
Ingen stigning på enkeltbilletter
Stigningen på 2% fordeler sig forskelligt på de enkelte billetprodukter. Enkeltbilletter, der købes i app eller kontant hos chaufføren, stiger ikke, men koster fortsat 26 kr. for en billet til 2 zoner til en voksen. Den samme rejse på Rejsekortet stiger fra 22,75 til 23,25 kr. for en voksen passager, men den procentvise stigning bliver mindre jo længere du rejser.
Et pendlerkort til 2 zoner stiger fra 420 til 435 kr. for fri kørsel i 30 dage, men også her bliver den procentvise stigning mindre, jo længere man rejser. Prisændringerne betyder, at Pendlerkortet bliver mere attraktivt i forhold til et almindeligt Rejsekort.
Hvis man bruger Flextur til at blive kørt direkte fra adresse til adresse, så er det kun kilometertaksten, der stiger en smule. Minimumsbeløbet forbliver på 50 kr., mens kilometertaksten stiger med 0,25 kr. pr kilometer. Hvis man derimod bruger Plustur til at komme til eller fra den kollektive trafik, så stiger prisen ikke, da den følger prisen på en enkeltbillet. Heller ikke på den visiterede Handicapkørsel er der nogen prisstigninger i denne omgang.
Alle priser er tilgængelige på sydtrafik.dk/priser allerede nu.